I en af de mange gode og dybe samtaler jeg har haft i sommerens løb, kom vi til at tale om hvor sjældent man hører nogen indrømme en løgn.
Vi havde heller ikke selv eksempler på at have indrømmet en løgn, selv om vi sagtens kunne finde eksempler på at have løjet.
Tværtimod kunne vi begge huske det store arbejde med at redigere på resten af virkeligheden, så løgnen kom til at ligne en sandhed, eller kom til at virke som en så ubetydelig omskrivning, at den ligesom ikke gjaldt med som løgn.
Og pludselig fik vi øje på, at vi faktisk begge var ret
fordømmende overfor det at lyve.
Jeg har altid fortalt mine børn, at vi alle kommer til at gøre noget dumt eller at ødelægge nogen ting, og at hvis bare man straks indrømmer det, er der ingen der bliver sure. Det er kun hvis man prøver at skjule det, at det er et problem.
Og tilsyneladende har de også haft nemt ved at tilgive sig selv, når de har smadret en tallerken eller spildt på gulvet, og næsten altid bare sagt det straks.
De gange hvor de alligevel har været for skamfulde over noget der var sket og derfor har prøvet at skjule det, -har jeg derimod altid måttet hjælpe dem med at tilgive sig selv for fortielsen, fordi de jo egentlig skulle igennem min fordømmelse af løgnagtigheden før de kunne komme til tilgivelsen.
Det er jeg glad for at få øje på.
Når jeg får børnebørn, vil jeg i stedet fortælle dem, at vi alle kommer til at lyve ind imellem, når vi skammer os, og når vi ønsker os at være på en anden måde end vi er -
og at hvis man bare lader løgnen dø igen, ved at indrømme den så snart man har opdaget den, vil der være nogen som hjælper en med ikke at skamme sig længere eller med at blive lidt mere som man ønsker sig.
Og det tager kun 1 minut at sige "ups det var løgn, -det er vist fordi jeg skammer mig lidt, eller fordi jeg kom til at ønske lidt........"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar