Findes der egentlig bløde værdier? 3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser

Endnu engang er der gang i debatten om indholdet af den gode skole for vore børn.

Endnu engang er der tale om større respekt for praktiske og musiske områder.

Samtidig foreslår skoleledere at praktisk-musiske fag kunne udpeges til at have mindst forberedelse.


Det får mig til at vende tilbage til en gammel kæphest..


3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser:

1. Myten om at der findes værdier som er blødere end andre har været med til at forplumre rigtig mange værdidiskussioner.

Ideen om hvilke værdier som er bløde er nemlig fuldstændigt kulturbestemt.

På balletskolen er kropsligt udtryk f.eks ikke en blød værdi men et benhårdt og håndgribeligt træningsområde. - ligesom stemmeklang, bevidsthed om timing og præcis lytning i min konservatorieuddannelse har været temmeligt præcist definerede træningsområder.

Det man i en kultur definerer som blødt, svarer til det man i sit hjem har liggende i rodeskuffen. I rodeskuffen ligger det som man forholder sig lidt tilfældigt og ubevidst til og som man derfor aldrig prioriterer systematisk højt.

Intet i rodeskuffen er født som rod. - Det er tilgangen til bunken der er rodet.

Man kan imidlertid godt tale henført og romantisk om rodebunken af bløde værdier, og i prisningen bilde sig ind at man sætter disse værdier højt.

Denne og to andre stærke myter må vi transformere, hvis vi skal se en ændring af vor praktiske omgang med musiske kvaliteter i samfundet og hvis vi vil opprioritere musiske læreprocesser.

De to andre myter er:

2. Myten om at talent spiller større rolle i musiske fag end i andre fag

Der er ikke nogen forskning der peger på at talentfænomenet spiller en større rolle på musiske områder end på alle andre faglige områder.

Alligevel er det udbredt at snakken om talent fylder meget mere end snakken om læring, når talen falder på kunstneriske udtryk og kropslige kompetencer.

Hvis man egentlig ikke tror at musik er noget der kan læres, vil man naturligvis aldrig for alvor prioritere musikalske læreprocesser og tid til disse, men hellere bare beundre de dygtige.

Gammeldags musikundervisning i denne ånd bestod i høj grad af at sortere "brummere" fra, så koret lød godt. (Moderne undervisning af denne slags kalder det musical og lader brummerne sy kostymer)

3. Myten om at nogle kompetencer er mere personlige end andre

De fire regnearter giver man ikke børn plads til at vælge fra eller til.

Hvis lille Lise føler sig mere som en plustype end en minustype og derfor gerne vil undgå at trække fra, vil man fra skolens og forældrenes side trække på skuldrene og mene at hun muligvis tager regnearterne lidt for personligt.

Til gengæld er det almindeligt i vores kultur at man skal skånes fra at udvikle og nuancere sin stemmeklang eller sin måde at bevæge sig på, da det er personlige kompetencer.

Det er vanskeligt at drive undervisning på de områder som man definerer som mere personlige end andre, fordi vi jo netop har inviteret de stærke identifikationer på banen som kan gøre ny læring til en truende, frustrerende og grænseoverskridende oplevelse.

Hvis man tænker at et fagområde består af kompetencer som er mere personlige end andre kompetencer, vil undervisning altså blive præget af berøringsangst - og evaluering vil måske ligefrem blive betragtet som uetisk.

Alle kompetencer er nøjagtigt så personlige som vi vælger at tage dem.

Og set fra elevside: De kompetencer man vælger at tage mest personligt, vil man få sværest ved at udvikle og nuancere.

Kort sagt:

3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser: 

Myten om talent

gør undervisning ligegyldig

gør evaluering meningsløs

og gør forberedelse overflødig



Myten om bløde værdier

gør undervisning upræcis og tilfældig

gør evaluering umulig

og gør forberedelse til en hobby




Myten om personlige kompetencer

gør undervisning berøringsangst

gør evaluering uetisk

og gør forberedelse til en privatsag