lørdag den 5. april 2014

For megen snak og for lidt musikalsk folkekøkken brækker samfundet over i to



Det er ikke svært at finde efterskoler med musik på højt plan. Det er heller ikke svært at finde privatskoler og musikskoler  med fantastisk god musikundervisning.
I min 17-årige søns omgangskreds er der masser af dygtige instrumentalister, sangere og sangskrivere som kommer fra Bernadotteskolen, fra Sankt Annæ og fra forskellige gode efterskoler og musikskoler.


Så ligesom vi kan være stolte af Noma, kan vi også være stolte af den nye danske "kreative klasse".
Men når vi taler folkeskoler og daginstitutioner og når vi taler Danmark som helhed, må vi jo også se på hvordan det går for folkekøkkenet, - gastronomisk og musikalsk.
Og det musikalske folkekøkken, - det tilbud alle børn møder om musikalsk læring og givende musikalsk samvær - har det ikke godt!


Jeg har lige været censor i musik på Metropol, Læreruddannelsen på Frederiksberg.
Og var glad da jeg tog hjem. Begejstret over hvor seriøst både undervisere og studerende gik ind i arbejdet med og udviklingen af folkeskolens musikfag.
Der er faktisk masser af seriøsitet og kompetence på det musikpædagogiske område, blandt de mennesker der har valgt at prioritere det musikalske folkekøkken.
Men nu er der igen nedskæringer på vej på området. Det ser ud som om den individuelle undervisning i sang og instrumentbeherskelse er på vej ud af læreruddannelsen. Et logisk led i de sidste mange års udvikling hvor  alle fag og uddannelser bevæger sig mod mere og mere snak og væk fra praktiseren, sanselig fordybelse og praktisk træning. Og da debatterne om dette jo foregår som snak, vil de mest snakketrænede naturligt nok ende med at vedtage at mere snak er fint.


Heldigvis har vi et A-hold som sender deres børn på musikskoler, privatskoler, i sportsklubber og på Claus Meyers madskole. Men resten af vore børn får i højere og højere grad kun tilbud om mere snak i skolen. Og hvis de vil være folkeskolelærere, skal de nu selv indhente de instrumentale forudsætninger ved siden af studiet, - eller opgive at have musik som fag.


Da jeg var seminarielærer havde vi en interessant diskussion omkring faget hjemkundskab. Der var nemlig rigtig mange lærere, der pludselig valgte dette fag som linjefag og som kunne se det som afsæt for gode tværfaglige aktiviteter. Det affødte moralske pegefingre fra institutledere om at man måtte hjælpe de studerende til mere realistiske linjefagsvalg. Hjemkundskab er nemlig et lille fag i skolen, skal vi huske på!


Jeg husker at jeg savnede den vinkel på problematikken som vendte det om: Hvis flere og flere mennesker som ser sig selv som folkeskolelærere, synes at hjemkundskab er et fag de gerne vil tage udgangspunkt i i deres lærervirksomhed, -tja, så er det vel ved at blive et større fag i skolen?
Men så alvorligt tager man ikke lærerstuderendes prioriteringer og refleksioner. Ideen om hvilke fag der er store og små og hvilke fag som er vigtigere end andre, er på en eller anden måde filtret ind i politikeres strategier for at vinde stemmer i den brede befolkning og i faglige foreningers holden fast på privilegier og er faktisk ikke til megen almindelig fælles refleksion blandt de professionelle.
Og praktisk-æstetiske  fag er små i folkeskolen. Basta !
Små i betydningen at der er sat få timer af til det, og små i betydningen at de ikke er vigtige nok til at tabte timer f.eks erstattes efter lockouten, som i de mere "vigtige" fag.


Det ærgrer mig, at det kunstneriske område tilsyneladende stadig har en mærkelig dobbeltrolle i vort
samfund, hvor man ganske vist nærer en slags respekt for æstetikken og de der mestrer den, men
samtidig nærer en manglende forståelse for det æstetiske som alment undervisningsområde.
Forældre til danske skolebørn har således vænnet sig til tanken om, at man må betale for det i fritiden, hvis børnene skal lære noget indenfor f. eks idræt og musik, og er derfor ofte ikke på mærkerne med krav til
folkeskolens undervisning på området.


–Er der nogen forældre der frivilligt betaler sig fra matematikundervisning uden at få den tanke, at folkeskolen burde oppe sig?


De æstetiske fag bliver i denne samfundsorden det udslagsgivende parameter for hvem der hører til A-holdet.

Jo mindre fagene vægtes i den almene folkeskole og den almindelige daginstitution, jo vigtigere bliver det igen at komme fra et hjem med klaver.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar