Undrensbaseret praksis

Jeg tror min undervisning er undrensbaseret. 

Evidensinspireret og forskningsinspireret er den også. 

Men i min forståelse af ordet base, findes der slet ikke forskningsresultater nok til at danne base for menneskelig handling og intuition, -kun til at inspirere. 

Så basen må være noget andet.

Den undren som fascinerer mig mest, er den man genkender hos barnets tavse måben. 
Når barnet sanser og oplever så hengivent, at munden åbner sig og tankerne holder pause.

Mange vil opleve barnets spørgsmål som tydeligste tegn på undren, 
- men måske hører spørgsmål til i den fase hvor man ikke kan holde til mere undren og går i gang med at analysere og ordne sine indtryk i kendte kategorier.

Dette fænomen kaldes nogen gange faglighed og videnskabelighed.
Det farlige ved denne fase er at man kan blive hængende og sidde fast i sine kategoriseringer og tankemønstre, og glemme at det var undren, der gav stof til kategorierne.
Dette fænomen kaldes somme tider kompromisløs faglighed og videnskabelighed. Det kan også kaldes selvsving. 

- Med undren som base, kommer interessen for refleksion over egne og andres erfaringer og erkendelser helt af sig selv - tror jeg....

Ups Jeg kom lige til at lyve........

I en af de mange gode og dybe samtaler jeg har haft i sommerens løb, kom vi til at tale om hvor sjældent man hører nogen indrømme en løgn.
Vi havde heller ikke selv eksempler på at have indrømmet en løgn, selv om vi sagtens kunne finde eksempler på at have løjet.

Tværtimod kunne vi begge huske det store arbejde med at redigere på resten af virkeligheden, så løgnen kom til at ligne en sandhed, eller kom til at virke som en så ubetydelig omskrivning, at den ligesom ikke gjaldt med som løgn.

Og pludselig fik vi øje på, at vi faktisk begge var ret
fordømmende overfor det at lyve.

Jeg har altid fortalt mine børn, at vi alle kommer til at gøre noget dumt eller at ødelægge nogen ting, og at hvis bare man straks indrømmer det, er der ingen der bliver sure. Det er kun hvis man prøver at skjule det, at det er et problem.

Og tilsyneladende har de også haft nemt ved at tilgive sig selv, når de har smadret en tallerken eller spildt på gulvet, og næsten altid bare sagt det straks.

De gange hvor de alligevel har været for skamfulde over noget der var sket og derfor har prøvet at skjule det, -har jeg derimod altid måttet hjælpe dem med at tilgive sig selv for fortielsen, fordi de jo egentlig skulle igennem min fordømmelse af løgnagtigheden  før de kunne komme til tilgivelsen.

Det er jeg glad for at få øje på.
Når jeg får børnebørn, vil jeg i stedet fortælle dem, at vi alle kommer til at lyve ind imellem, når vi skammer os, og når vi ønsker os at være på en anden måde end vi er -
og at hvis man bare lader løgnen dø igen, ved at indrømme den så snart man har opdaget den, vil der være nogen som hjælper en med ikke at skamme sig længere eller med at blive lidt mere som man ønsker sig.

Og det tager kun 1 minut at sige "ups det var løgn, -det er vist fordi jeg skammer mig lidt, eller fordi jeg kom til at ønske lidt........"

Fordybelsesillusioner- Gode intentioner med selvsvingsfare

Jeg forbereder i disse dage sommeruniversitet for Københavns folkeskolelærere om nytænkning og målsætning

i musikfaget. 

Egentlig tænker jeg at nytænkning kommer af sig selv, når man fordyber sig ærligt i et fag eller en kunstart

Men hvad kan så forhindre at det kommer af sig selv?

F.eks. tror jeg det sker, hvis man altid forfalder til samme strategi for fordybelse og overser alle de andre retninger?

Tjek listen og se om du har tendens til at falde i en af de typiske selvsvingsfælder i arbejdet med dig selv eller andre: 

- At komme videre i bogen.

Struktur-alibiet

- At komme videre i historien

Kronologi-alibiet

- At tilføje ekstra elementer/dimensioner

Mangfoldigheds-alibiet (kvantitet/kvalitets-forvirring)

- At få mere gang i den

Travlhedsalibiet

- At udfordre sig selv

Lærerpræstations-alibiet

- At påpege fejl

Fejlfinder-alibiet

- Og nu til noget helt andet

Disciplinzapnings-alibiet/Afvekslings-alibiet

- At finde fælles overskrifter

Emne-alibiet/Konsensus-alibiet

- At gøre noget sværere

Sports-alibiet

- At gøre noget nemmere

Trivsels-alibiet

Er der sket mig noget?

Sidste onsdag vågnede jeg til et mareridt. 
Min googlekonto var blevet hacket, mit sikkerhedsspørgsmål og telefonnummer ændret, alle mine kontakter og al korrespondance fra 8 års freelanceliv og privatliv var utilgængeligt. Blog, kalender, youtube-kanal og googledrev var døde.
Og alle kontakter var naturligvis forulempet med en bøn om at sende penge til mig i Newcastle, hvor jeg stod og var hjælpeløs

Jeg har bidt mig i tungen i frustration, når 100 mennesker ringede eller skrev til mig på Facebook, at de var glade for at der alligevel ikke var sket mig noget.........

...........

I min jomfruelige nye mailboks har jeg nu kun kontakter som er aktuelle for mig inden for den sidste uge.
I min kalender er der kun ting jeg kan og vil huske.
Mine gamle kærestebreve og andre personlige minder er omsat til nye former for energi, som jeg tror jeg kommer til at sætte pris på med tiden........

Der er sket mig noget.....
Heldigvis

Gode mennesker har hjulpet mig med at finde rester af min blog som jeg hermed stædigt lægger frem igen.

For megen snak og for lidt musikalsk folkekøkken brækker samfundet over i to

Det er ikke svært at finde efterskoler med musik på højt plan. Det er heller ikke svært at finde privatskoler og musikskoler  med fantastisk god musikundervisning.

I min 17-årige søns omgangskreds er der masser af dygtige instrumentalister, sangere og sangskrivere som kommer fra Bernadotteskolen, fra Sankt Annæ og fra forskellige gode efterskoler og musikskoler.

Så ligesom vi kan være stolte af Noma, kan vi også være stolte af den nye danske "kreative klasse".

Men når vi taler folkeskoler og daginstitutioner og når vi taler Danmark som helhed, må vi jo også se på hvordan det går for folkekøkkenet, - gastronomisk og musikalsk.

Og det musikalske folkekøkken, - det tilbud alle børn møder om musikalsk læring og givende musikalsk samvær - har det ikke godt!

Jeg har lige været censor i musik på Metropol, Læreruddannelsen på Frederiksberg.

Og var glad da jeg tog hjem. Begejstret over hvor seriøst både undervisere og studerende gik ind i arbejdet med og udviklingen af folkeskolens musikfag.

Der er faktisk masser af seriøsitet og kompetence på det musikpædagogiske område, blandt de mennesker der har valgt at prioritere det musikalske folkekøkken.

Men nu er der igen nedskæringer på vej på området. Det ser ud som om den individuelle undervisning i sang og instrumentbeherskelse er på vej ud af læreruddannelsen. Et logisk led i de sidste mange års udvikling hvor  alle fag og uddannelser bevæger sig mod mere og mere snak og væk fra praktiseren, sanselig fordybelse og praktisk træning. Og da debatterne om dette jo foregår som snak, vil de mest snakketrænede naturligt nok ende med at vedtage at mere snak er fint.

Heldigvis har vi et A-hold som sender deres børn på musikskoler, privatskoler, i sportsklubber og på Claus Meyers madskole. Men resten af vore børn får i højere og højere grad kun tilbud om mere snak i skolen. Og hvis de vil være folkeskolelærere, skal de nu selv indhente de instrumentale forudsætninger ved siden af studiet, - eller opgive at have musik som fag.

Da jeg var seminarielærer havde vi en interessant diskussion omkring faget hjemkundskab. Der var nemlig rigtig mange lærere, der pludselig valgte dette fag som linjefag og som kunne se det som afsæt for gode tværfaglige aktiviteter. Det affødte moralske pegefingre fra institutledere om at man måtte hjælpe de studerende til mere realistiske linjefagsvalg. Hjemkundskab er nemlig et lille fag i skolen, skal vi huske på!

Jeg husker at jeg savnede den vinkel på problematikken som vendte det om: Hvis flere og flere mennesker som ser sig selv som folkeskolelærere, synes at hjemkundskab er et fag de gerne vil tage udgangspunkt i i deres lærervirksomhed, -tja, så er det vel ved at blive et større fag i skolen?

Men så alvorligt tager man ikke lærerstuderendes prioriteringer og refleksioner. Ideen om hvilke fag der er store og små og hvilke fag som er vigtigere end andre, er på en eller anden måde filtret ind i politikeres strategier for at vinde stemmer i den brede befolkning og i faglige foreningers holden fast på privilegier og er faktisk ikke til megen almindelig fælles refleksion blandt de professionelle.

Og praktisk-æstetiske  fag er små i folkeskolen. Basta !

Små i betydningen at der er sat få timer af til det, og små i betydningen at de ikke er vigtige nok til at tabte timer f.eks erstattes efter lockouten, som i de mere "vigtige" fag.

Det ærgrer mig, at det kunstneriske område tilsyneladende stadig har en mærkelig dobbeltrolle i vort

samfund, hvor man ganske vist nærer en slags respekt for æstetikken og de der mestrer den, men

samtidig nærer en manglende forståelse for det æstetiske som alment undervisningsområde.

Forældre til danske skolebørn har således vænnet sig til tanken om, at man må betale for det i fritiden, hvis børnene skal lære noget indenfor f. eks idræt og musik, og er derfor ofte ikke på mærkerne med krav til

folkeskolens undervisning på området.

–Er der nogen forældre der frivilligt betaler sig fra matematikundervisning uden at få den tanke, at folkeskolen burde oppe sig?

De æstetiske fag bliver i denne samfundsorden det udslagsgivende parameter for hvem der hører til A-holdet.

Jo mindre fagene vægtes i den almene folkeskole og den almindelige daginstitution, jo vigtigere bliver det igen at komme fra et hjem med klaver.

Findes der egentlig bløde værdier? 3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser

Endnu engang er der gang i debatten om indholdet af den gode skole for vore børn.

Endnu engang er der tale om større respekt for praktiske og musiske områder.

Samtidig foreslår skoleledere at praktisk-musiske fag kunne udpeges til at have mindst forberedelse.


Det får mig til at vende tilbage til en gammel kæphest..


3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser:

1. Myten om at der findes værdier som er blødere end andre har været med til at forplumre rigtig mange værdidiskussioner.

Ideen om hvilke værdier som er bløde er nemlig fuldstændigt kulturbestemt.

På balletskolen er kropsligt udtryk f.eks ikke en blød værdi men et benhårdt og håndgribeligt træningsområde. - ligesom stemmeklang, bevidsthed om timing og præcis lytning i min konservatorieuddannelse har været temmeligt præcist definerede træningsområder.

Det man i en kultur definerer som blødt, svarer til det man i sit hjem har liggende i rodeskuffen. I rodeskuffen ligger det som man forholder sig lidt tilfældigt og ubevidst til og som man derfor aldrig prioriterer systematisk højt.

Intet i rodeskuffen er født som rod. - Det er tilgangen til bunken der er rodet.

Man kan imidlertid godt tale henført og romantisk om rodebunken af bløde værdier, og i prisningen bilde sig ind at man sætter disse værdier højt.

Denne og to andre stærke myter må vi transformere, hvis vi skal se en ændring af vor praktiske omgang med musiske kvaliteter i samfundet og hvis vi vil opprioritere musiske læreprocesser.

De to andre myter er:

2. Myten om at talent spiller større rolle i musiske fag end i andre fag

Der er ikke nogen forskning der peger på at talentfænomenet spiller en større rolle på musiske områder end på alle andre faglige områder.

Alligevel er det udbredt at snakken om talent fylder meget mere end snakken om læring, når talen falder på kunstneriske udtryk og kropslige kompetencer.

Hvis man egentlig ikke tror at musik er noget der kan læres, vil man naturligvis aldrig for alvor prioritere musikalske læreprocesser og tid til disse, men hellere bare beundre de dygtige.

Gammeldags musikundervisning i denne ånd bestod i høj grad af at sortere "brummere" fra, så koret lød godt. (Moderne undervisning af denne slags kalder det musical og lader brummerne sy kostymer)

3. Myten om at nogle kompetencer er mere personlige end andre

De fire regnearter giver man ikke børn plads til at vælge fra eller til.

Hvis lille Lise føler sig mere som en plustype end en minustype og derfor gerne vil undgå at trække fra, vil man fra skolens og forældrenes side trække på skuldrene og mene at hun muligvis tager regnearterne lidt for personligt.

Til gengæld er det almindeligt i vores kultur at man skal skånes fra at udvikle og nuancere sin stemmeklang eller sin måde at bevæge sig på, da det er personlige kompetencer.

Det er vanskeligt at drive undervisning på de områder som man definerer som mere personlige end andre, fordi vi jo netop har inviteret de stærke identifikationer på banen som kan gøre ny læring til en truende, frustrerende og grænseoverskridende oplevelse.

Hvis man tænker at et fagområde består af kompetencer som er mere personlige end andre kompetencer, vil undervisning altså blive præget af berøringsangst - og evaluering vil måske ligefrem blive betragtet som uetisk.

Alle kompetencer er nøjagtigt så personlige som vi vælger at tage dem.

Og set fra elevside: De kompetencer man vælger at tage mest personligt, vil man få sværest ved at udvikle og nuancere.

Kort sagt:

3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser: 

Myten om talent

gør undervisning ligegyldig

gør evaluering meningsløs

og gør forberedelse overflødig



Myten om bløde værdier

gør undervisning upræcis og tilfældig

gør evaluering umulig

og gør forberedelse til en hobby




Myten om personlige kompetencer

gør undervisning berøringsangst

gør evaluering uetisk

og gør forberedelse til en privatsag

Stillingtagen er det modsatte af bevægelse - Om at dele sin undren

Publiceret som ugens fredagsbøn for Dansk Komponistforening 25.5 2012

For nylig holdt jeg formidlingsworkshop for Ph.D. studerende og undervisere på IT-universitetet.

Jeg kunne mærke at en del af de deltagende som udgangspunkt havde en vis skepsis overfor at lade sig undervise i formidling af en sanger. 

De var tilsyneladende klar til at sortere i popsmarte tips og tricks om hvordan man får opmærksomhed - og i grænseoverskridende øvelser, hvor store følelser skulle findes frem, pustes op og krænges ud.
Det var derfor skønt at mærke deres lettelse, da jeg i stedet startede med at bede dem holde helt op med at gøre deres stof interessant, og udelukkende tage udgangspunkt i deres egen ærlige interesse for stoffet. 

Når de gik ind i deres ærligste forundringer og undringer og fortalte derfra, i stedet for at spekulere i resultatdokumentation eller i hvordan de gerne ville fremstå, blev det straks dybt vedkommende. 

For de fleste af dem var det en stor lettelse at smide ideen om hvad andre vil have - både indholdsmæssigt og performancemæssigt.
Enkelte blev naturligvis konfronteret med at hele deres indhold var bygget op omkring en leflen for modtageren og formidlingstraditionen, så de måtte lede lidt før de fandt et ærligt indhold.

For den seriøse æstetiker og kunstner er der naturligvis ikke noget nyt i dette. Det interessante i denne historie er i mine øjne, at jeg inderst inde godt kan forstå deres skepsis og den fordom som ligger bag.

Når man møder en fordom, kan man vælge at blive forarget, eller man kan vælge at tage sin del af ansvaret for fordommens levedygtighed. Og jeg kender jo udmærket til overfladiske tips og tricks, tilfældig malen med store følelser og til leflen for publikum, kollegerne eller formidlingstraditionen og jeg kender også udmærket eksempler på at vi som musikere viser hvad vi har kontrol over i stedet for ærligt at vise hvad vi er optaget af.
Man kan naturligvis helt ærligt være optaget af at vise hvad man har kontrol over. Det er der slet ikke noget galt i. Men hvis hovedintentionen er at vise hvad man har kontrol over, vil det primære udtryk også handle om dette og hovedresponsen vil være en vurdering af hvorvidt man har denne kontrol eller ej. Og så er den dialog faktisk slut.
Vi får generelt svar på det vi spørger om:-)

Så mennesker som længes efter dybere dialoger og stærkere møder, hvor man berøres og beriges i stedet for at imponere(s) og underholde(s), må nødvendigvis prioritere at mødes i undren og ikke i kontrol. 

Jeg har modtaget stafetten af Andreas Røeboe, som i tråd med flere andre stafetholdere beskriver en sådan længsel. Jeg har selv i mit sangerliv i høj grad ledt efter og dyrket de processer som giver mening ved at noget og nogen flytter sig, da det aldrig har interesseret mig hverken at underholde eller imponere. Blandt andet derfor har jeg undervist mere end jeg har performet. Derfor har jeg også elsket at arbejde sammen med komponister om at forløse deres ideer. Selvom mange af disse ideer har vist sig uholdbare i længden, har det for mig været meningsfuldt blot at hjælpe en komponist videre til sin næste og måske bedre ide og det undersøgende samarbejde har været langt vigtigere for mig end en eventuel performance af værkerne. 

For tiden elsker jeg også at synge frit improviserede koncerter med musikere fra alle mulige genrer hos Global Units, at høre komponister dele deres undren i Frankensteins lab, og jeg elsker at synge baggrundslyde i Natkirken om torsdagen, hvor opgaven er at støtte den meditatiive undren i rummet med mine stemmelyde og hvor præsterne faktisk er bevidste om at inddrage sangernes æstetiske optagethed og procesbevidsthed også i det liturgiske eksperimentarium.

Når man mødes i sin undren og med nysgerrigheden som primær fælles drivkraft, mødes man i proces og kommer derved tættere på den proces man selv er, både som individ og som fælles kommunikerende organisme.
For man er vel ikke andet end proces, egentlig! Og der findes vel ikke andet i livet end proces.
Og al bevidsthed og erkendelse må vel egentlig handle om at optimere dette.
Altså om procesbevidsthed.

En moderne procesbevidsthed tager for mig at se afsæt i en realistisk erkendelse af at alt er proces, at al nærvær er nærvær i en proces og at al bevidsthed er bevidsthed om proces og bevidsthed i proces.
Man kan naturligvis mødes i undren og nærvær i en hvilkensomhelst koncertform.
Der er til gengæld nogle konventioner omkring intentionen med at give koncert og intentionen med at være publikum, som kan stå i vejen for nærværet.
For eksempel har undren og nærvær det ikke optimalt sammen med vurdering og stillingtagen.
Stillingtagen er det modsatte af bevægelse. At “tage stilling” eller at “have en holdning” betegner en stivnen i kroppen, og dermed en benægtelse af kroppens proces og dynamik. Stillingtagen og vurdering er altså det modsatte af undren, forundring og nysgerrighed.
I min studietid arbejdede jeg på et tidspunkt sammen med guitaristen Karl Petersen og komponisten Axel Borup Jørgensen om nogle af dennes sange i et meget inspirerende forløb. Efter den afsluttende koncert mødte min sanglærer mig med replikken “jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige, for det er jo svært at bedømme sangen i den slags musik”
Den sætning morede mig længe. Det er tilsyneladende så almindeligt i vores kultur at vurdere og bedømme, at det kan føles som en forpligtigelse, og at det kan være helt svært at finde på hvad man ellers skal sige.
Musikken interesserede hende givetvis ikke. Og jeg er glad for at hun ikke spildte sin tid med at finde på gode argumenter for, hvorfor det var berettiget at det ikke interesserede hende, som en garvet anmeldertype ville have gjort.
I en ærlighedsbaseret og nysgerrighedsbaseret kultur, kan analyse og oplevelseskarakteristik være helt relevant, mens vurderinger egentlig er overflødige, om ikke direkte forstyrrende og støjende. 

Når jeg deler det, som ærligt interesserer mig, er jeg faktisk kun interesseret i at tale videre om det med dem som det også interesserer.
Det vil simpelthen være uvedkommende at høre eller læse folk fortælle om hvad der ikke interesserer dem, -og især bliver det meningsløst hvis de argumenterer for at andre burde dele deres uinteresse. Det vil være at dyrke det visne i stedet for at støtte en levende proces.

Procesbevidsthed handler om at sætte sig ind i hvordan organismer fungerer, gror og udvikler sig og om tålmodighed i at støtte disse naturlove og mekanismer optimalt.
Arbejder man procesbevidst, forstår man at genkende et frø og at støtte det som gror og spirer uden at ville kontrollere hvordan planten kommer til at se ud - i tillid til at udviklingen af nye plantearter er en naturlig del af evolutionen. Man sår, når man har muligheden, i tillid til at det giver udbytte for nogen på et tidpunkt. Og man lader det visne formulde, så energien fra det kan transformeres til nye planter.
Mit ærinde er egentlig ikke at revolutionere koncertformen.
Men når vi vil forbedre, forny og forandre - så lad os støtte hinanden i at gøre det med den rene og ærlige nysgerrighed, undren og forundring som afsæt. Lad os have tålmodighed med og respekt for vækst og spiring. Lad os ikke forstyrre hinandens processer med overfladisk og overflødig stillingtagen og positionering. Lad os ikke lefle for nogen eller noget eller pakke os ind i omsvøb. 

Og lad os ikke gøre vores stof interessant - eller ansætte folk til det - og på den måde træne kynisme og uærlighed.

Jeg har valgt at sende stafetten videre til Anja Jacobsen fra Valby Vokalgruppe og Selvhenter. To ensembler jeg oplever som ærlige, livskraftige spirer af nysgerrigt nyt.....