fredag den 30. marts 2018

Refleksioner over krænkbarhed




Som 9-årig boede jeg med mine forældre og min 5-årige lillesøster på landet i Vestjylland. 
I nærheden boede et ældre ægtepar, som rigtig godt kunne lide at få besøg.
Kvinden ville gerne snakke og spise småkager og manden ville rigtig gerne lege, grine og havde også rigtig meget lyst til at røre ved de kvinder og piger som han var i nærheden af. Så vi sad ofte med vore småkager på skødet af ham, mens han kildede os eller strøg os på lårene

Jeg er mine forældre dybt taknemmelig over deres tilgang til dette scenarie. Især min mor, som jo var vores kvindelige rollemodel, og som også var den der talte mest konkret med os om det.
Hun gjorde os nemlig opmærksom på at manden var meget glad for kvinder og piger og at han derfor godt kunne blive så optaget af at hygge sig med dem, at han glemte at holde øje med om de også hyggede sig ved det. Derfor skulle vi huske at holde øje med denne grænse selv og vi skulle huske at bede ham give slip, hvis han rørte ved os uden at det var rart. Og vi skulle altid gå hjem når vi fik lyst til at gå hjem.
Hun gjorde ikke på noget tidspunkt vores seksualitet til et særligt sart område eller gjorde manden til et monster, som vi skulle holde os væk fra. Hun placerede ham i et sammenhængende verdensbillede, hvor vi ikke realistisk kan regne med at alle mennesker altid har overskud og overblik til at behandle  os med respekt for vores integritet, og at vi derfor ofte selv må sætte denne grænse - både fysisk og på alle mulige andre områder i forskellige magtrelationer.

På denne måde viste hun både tillid til vores evne til at passe på os selv og vores integritet, samt til naboens villighed til at lytte til vore signaler, når blot vi gjorde dem lidt kraftigere end normalt.
Og hendes tillid fik ret. Der kom aldrig til at foregå noget ubehageligt når vi besøgte manden og hans kone.

Jeg husker også andre sådanne oplevelser fra min barndom, som jeg i den sidste tid er blevet dybt taknemmelig over. Min mor kom nemlig jævnligt hjem fra landsbyen og fortalte om små hændelser med mænd der havde taget hende på ballerne eller sagt seksuelle bemærkninger til hende. - Hun bad dem typisk lade være, -og hvis de blev ved, fortalte hun det til deres koner. - Men hun fortalte først og fremmest aldrig om det som noget der på nogen måde var skamfuldt for hende selv og hun nævnte aldrig udtrykket krænkelse i forbindelse med disse hændelser.

Og det er måske blandt andet disse oplevelser jeg kan takke for, at jeg ikke synes jeg har oplevet egentlige seksuelle krænkelser i mit liv. - For det er ikke fordi jeg ikke har oplevet mænd, der overskred seksuelle grænser.- Jeg har bare ikke oplevet det som krænkelse af mig, eller som noget skamfuldt for mit selvbillede. Og det har jeg tænkt meget over i den sidste tids snak om overgreb og krænkelser.
Der kan tilsyneladende godt foregå et fysisk overgreb mod mig uden en tilhørende oplevelse af krænkelse. 
Jeg tror vi alle kender til overgreb uden krænkelse. F.eks. er det de færreste der føler sig krænket ved at blive stukket af en myg eller en hveps, selvom det jo klart er overgreb og helt uden samtykke.
Og for mig ligger grænsen for hvornår jeg oplever krænkelse i forbindelse med fysiske overgreb tilsyneladende højt. Jeg tror en mand skal have en form for magt over min bevidsthed, før jeg vil føle en decideret krænkelse ved hans handling.
Han skal altså have væsentlig højere bevidsthed end en myg.

Til gengæld har jeg et andet krænkelsespunkt. 
Jeg føler mig dybt krænket, når jeg møder uærlighed, fortielser og løgn omkring mig.
Når nære relationer ikke viser mig den tillid at jeg vil kunne rumme dem som de er og derfor giver mig et fordrejet billede af hvad der foregår i dem.
Så oplever jeg det som en fornedrelse af hele min person og hele min krop. Og jeg oplever at blive misbrugt som menneske.
Og selv folk som jeg ikke troede kunne true mit selvbillede, kan komme ind under huden på min sårbarhed ad denne vej og give mig søvnløse nætter.

Og fordi det er et krænkelsesområde er det også klart det område hvor min fordømmelse af andre mennesker er størst og min tilgivelse sværest. Jeg har virkelig svært ved at forstå hvordan folk kan svigte på netop det punkt, og hvorfor de ikke kan se hvor alvorlig en krænkelse af mig de har gang i, når de ikke orker at involvere mig i hvad de handler om eller at overholde den ærlighedsaftale, jeg troede vi havde lavet.

Så jeg forstår godt at krænkelse er en meget reel oplevelse, når det optræder. Og bilder mig bestemt ikke ind at det er noget man bare kan vælge ikke at opleve.
Og jeg synes det kunne være spændende at få hul på flere versioner af hvordan vi hver især er "krænkbare" og "ukrænkbare"og hvad vi måske kunne lære om os selv og den kultur vi har skabt, af at høre denne slags historier fra hinanden.
Personligt ville jeg rigtig gerne lære at være mere realistisk i mine ærlighedsforventninger, bedre til at sikre mine grænser og mere tilgivende overfor mine "krænkere" på det område.
Og så vil jeg gerne sige tak til min mor  for hendes bidrag til min høje smertetærskel for krænkelse på det seksuelle område.

tirsdag den 2. juni 2015

Undrensbaseret praksis



Jeg tror min undervisning er undrensbaseret. 

Evidensinspireret og forskningsinspireret er den også. 

Men i min forståelse af ordet base, findes der slet ikke forskningsresultater nok til at danne base for menneskelig handling og intuition, -kun til at inspirere. 

Så basen må være noget andet.

Den undren som fascinerer mig mest, er den man genkender hos barnets tavse måben. 
Når barnet sanser og oplever så hengivent, at munden åbner sig og tankerne holder pause.

Mange vil opleve barnets spørgsmål som tydeligste tegn på undren, 
- men måske hører spørgsmål til i den fase hvor man ikke kan holde til mere undren og går i gang med at analysere og ordne sine indtryk i kendte kategorier.

Dette fænomen kaldes nogen gange faglighed og videnskabelighed.
Det farlige ved denne fase er at man kan blive hængende og sidde fast i sine kategoriseringer og tankemønstre, og glemme at det var undren, der gav stof til kategorierne.
Dette fænomen kaldes somme tider kompromisløs faglighed og videnskabelighed. Det kan også kaldes selvsving. 

- Med undren som base, kommer interessen for refleksion over egne og andres erfaringer og erkendelser helt af sig selv - tror jeg....

mandag den 11. august 2014

Ups Jeg kom lige til at lyve........



I en af de mange gode og dybe samtaler jeg har haft i sommerens løb, kom vi til at tale om hvor sjældent man hører nogen indrømme en løgn.
Vi havde heller ikke selv eksempler på at have indrømmet en løgn, selv om vi sagtens kunne finde eksempler på at have løjet.

Tværtimod kunne vi begge huske det store arbejde med at redigere på resten af virkeligheden, så løgnen kom til at ligne en sandhed, eller kom til at virke som en så ubetydelig omskrivning, at den ligesom ikke gjaldt med som løgn.

Og pludselig fik vi øje på, at vi faktisk begge var ret
fordømmende overfor det at lyve.

Jeg har altid fortalt mine børn, at vi alle kommer til at gøre noget dumt eller at ødelægge nogen ting, og at hvis bare man straks indrømmer det, er der ingen der bliver sure. Det er kun hvis man prøver at skjule det, at det er et problem.

Og tilsyneladende har de også haft nemt ved at tilgive sig selv, når de har smadret en tallerken eller spildt på gulvet, og næsten altid bare sagt det straks.

De gange hvor de alligevel har været for skamfulde over noget der var sket og derfor har prøvet at skjule det, -har jeg derimod altid måttet hjælpe dem med at tilgive sig selv for fortielsen, fordi de jo egentlig skulle igennem min fordømmelse af løgnagtigheden  før de kunne komme til tilgivelsen.

Det er jeg glad for at få øje på.
Når jeg får børnebørn, vil jeg i stedet fortælle dem, at vi alle kommer til at lyve ind imellem, når vi skammer os, og når vi ønsker os at være på en anden måde end vi er -
og at hvis man bare lader løgnen dø igen, ved at indrømme den så snart man har opdaget den, vil der være nogen som hjælper en med ikke at skamme sig længere eller med at blive lidt mere som man ønsker sig.

Og det tager kun 1 minut at sige "ups det var løgn, -det er vist fordi jeg skammer mig lidt, eller fordi jeg kom til at ønske lidt........"

fredag den 25. juli 2014

Fordybelsesillusioner- Gode intentioner med selvsvingsfare




Jeg forbereder i disse dage sommeruniversitet for Københavns folkeskolelærere om nytænkning og målsætning
i musikfaget. 
Egentlig tænker jeg at nytænkning kommer af sig selv, når man fordyber sig ærligt i et fag eller en kunstart

Men hvad kan så forhindre at det kommer af sig selv?

F.eks. tror jeg det sker, hvis man altid forfalder til samme strategi for fordybelse og overser alle de andre retninger?

Tjek listen og se om du har tendens til at falde i en af de typiske selvsvingsfælder i arbejdet med dig selv eller andre: 

- At komme videre i bogen.
Struktur-alibiet

- At komme videre i historien
Kronologi-alibiet

- At tilføje ekstra elementer/dimensioner
Mangfoldigheds-alibiet (kvantitet/kvalitets-forvirring)

- At få mere gang i den
Travlhedsalibiet

- At udfordre sig selv
Lærerpræstations-alibiet

- At påpege fejl
Fejlfinder-alibiet

- Og nu til noget helt andet
Disciplinzapnings-alibiet/Afvekslings-alibiet

- At finde fælles overskrifter
Emne-alibiet/Konsensus-alibiet

- At gøre noget sværere
Sports-alibiet

- At gøre noget nemmere
Trivsels-alibiet



lørdag den 5. april 2014

Er der sket mig noget?


Sidste onsdag vågnede jeg til et mareridt. 
Min googlekonto var blevet hacket, mit sikkerhedsspørgsmål og telefonnummer ændret, alle mine kontakter og al korrespondance fra 8 års freelanceliv og privatliv var utilgængeligt. Blog, kalender, youtube-kanal og googledrev var døde.
Og alle kontakter var naturligvis forulempet med en bøn om at sende penge til mig i Newcastle, hvor jeg stod og var hjælpeløs

Jeg har bidt mig i tungen i frustration, når 100 mennesker ringede eller skrev til mig på Facebook, at de var glade for at der alligevel ikke var sket mig noget.........

...........

I min jomfruelige nye mailboks har jeg nu kun kontakter som er aktuelle for mig inden for den sidste uge.
I min kalender er der kun ting jeg kan og vil huske.
Mine gamle kærestebreve og andre personlige minder er omsat til nye former for energi, som jeg tror jeg kommer til at sætte pris på med tiden........


Der er sket mig noget.....
Heldigvis

Gode mennesker har hjulpet mig med at finde rester af min blog som jeg hermed stædigt lægger frem igen.

For megen snak og for lidt musikalsk folkekøkken brækker samfundet over i to



Det er ikke svært at finde efterskoler med musik på højt plan. Det er heller ikke svært at finde privatskoler og musikskoler  med fantastisk god musikundervisning.
I min 17-årige søns omgangskreds er der masser af dygtige instrumentalister, sangere og sangskrivere som kommer fra Bernadotteskolen, fra Sankt Annæ og fra forskellige gode efterskoler og musikskoler.


Så ligesom vi kan være stolte af Noma, kan vi også være stolte af den nye danske "kreative klasse".
Men når vi taler folkeskoler og daginstitutioner og når vi taler Danmark som helhed, må vi jo også se på hvordan det går for folkekøkkenet, - gastronomisk og musikalsk.
Og det musikalske folkekøkken, - det tilbud alle børn møder om musikalsk læring og givende musikalsk samvær - har det ikke godt!


Jeg har lige været censor i musik på Metropol, Læreruddannelsen på Frederiksberg.
Og var glad da jeg tog hjem. Begejstret over hvor seriøst både undervisere og studerende gik ind i arbejdet med og udviklingen af folkeskolens musikfag.
Der er faktisk masser af seriøsitet og kompetence på det musikpædagogiske område, blandt de mennesker der har valgt at prioritere det musikalske folkekøkken.
Men nu er der igen nedskæringer på vej på området. Det ser ud som om den individuelle undervisning i sang og instrumentbeherskelse er på vej ud af læreruddannelsen. Et logisk led i de sidste mange års udvikling hvor  alle fag og uddannelser bevæger sig mod mere og mere snak og væk fra praktiseren, sanselig fordybelse og praktisk træning. Og da debatterne om dette jo foregår som snak, vil de mest snakketrænede naturligt nok ende med at vedtage at mere snak er fint.


Heldigvis har vi et A-hold som sender deres børn på musikskoler, privatskoler, i sportsklubber og på Claus Meyers madskole. Men resten af vore børn får i højere og højere grad kun tilbud om mere snak i skolen. Og hvis de vil være folkeskolelærere, skal de nu selv indhente de instrumentale forudsætninger ved siden af studiet, - eller opgive at have musik som fag.


Da jeg var seminarielærer havde vi en interessant diskussion omkring faget hjemkundskab. Der var nemlig rigtig mange lærere, der pludselig valgte dette fag som linjefag og som kunne se det som afsæt for gode tværfaglige aktiviteter. Det affødte moralske pegefingre fra institutledere om at man måtte hjælpe de studerende til mere realistiske linjefagsvalg. Hjemkundskab er nemlig et lille fag i skolen, skal vi huske på!


Jeg husker at jeg savnede den vinkel på problematikken som vendte det om: Hvis flere og flere mennesker som ser sig selv som folkeskolelærere, synes at hjemkundskab er et fag de gerne vil tage udgangspunkt i i deres lærervirksomhed, -tja, så er det vel ved at blive et større fag i skolen?
Men så alvorligt tager man ikke lærerstuderendes prioriteringer og refleksioner. Ideen om hvilke fag der er store og små og hvilke fag som er vigtigere end andre, er på en eller anden måde filtret ind i politikeres strategier for at vinde stemmer i den brede befolkning og i faglige foreningers holden fast på privilegier og er faktisk ikke til megen almindelig fælles refleksion blandt de professionelle.
Og praktisk-æstetiske  fag er små i folkeskolen. Basta !
Små i betydningen at der er sat få timer af til det, og små i betydningen at de ikke er vigtige nok til at tabte timer f.eks erstattes efter lockouten, som i de mere "vigtige" fag.


Det ærgrer mig, at det kunstneriske område tilsyneladende stadig har en mærkelig dobbeltrolle i vort
samfund, hvor man ganske vist nærer en slags respekt for æstetikken og de der mestrer den, men
samtidig nærer en manglende forståelse for det æstetiske som alment undervisningsområde.
Forældre til danske skolebørn har således vænnet sig til tanken om, at man må betale for det i fritiden, hvis børnene skal lære noget indenfor f. eks idræt og musik, og er derfor ofte ikke på mærkerne med krav til
folkeskolens undervisning på området.


–Er der nogen forældre der frivilligt betaler sig fra matematikundervisning uden at få den tanke, at folkeskolen burde oppe sig?


De æstetiske fag bliver i denne samfundsorden det udslagsgivende parameter for hvem der hører til A-holdet.

Jo mindre fagene vægtes i den almene folkeskole og den almindelige daginstitution, jo vigtigere bliver det igen at komme fra et hjem med klaver.

Findes der egentlig bløde værdier? 3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser



Endnu engang er der gang i debatten om indholdet af den gode skole for vore børn.

Endnu engang er der tale om større respekt for praktiske og musiske områder.

Samtidig foreslår skoleledere at praktisk-musiske fag kunne udpeges til at have mindst forberedelse.


Det får mig til at vende tilbage til en gammel kæphest..


3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser:

1. Myten om at der findes værdier som er blødere end andre har været med til at forplumre rigtig mange værdidiskussioner.

Ideen om hvilke værdier som er bløde er nemlig fuldstændigt kulturbestemt.

På balletskolen er kropsligt udtryk f.eks ikke en blød værdi men et benhårdt og håndgribeligt træningsområde. - ligesom stemmeklang, bevidsthed om timing og præcis lytning i min konservatorieuddannelse har været temmeligt præcist definerede træningsområder.

Det man i en kultur definerer som blødt, svarer til det man i sit hjem har liggende i rodeskuffen. I rodeskuffen ligger det som man forholder sig lidt tilfældigt og ubevidst til og som man derfor aldrig prioriterer systematisk højt.

Intet i rodeskuffen er født som rod. - Det er tilgangen til bunken der er rodet.

Man kan imidlertid godt tale henført og romantisk om rodebunken af bløde værdier, og i prisningen bilde sig ind at man sætter disse værdier højt.

Denne og to andre stærke myter må vi transformere, hvis vi skal se en ændring af vor praktiske omgang med musiske kvaliteter i samfundet og hvis vi vil opprioritere musiske læreprocesser.

De to andre myter er:

2. Myten om at talent spiller større rolle i musiske fag end i andre fag

Der er ikke nogen forskning der peger på at talentfænomenet spiller en større rolle på musiske områder end på alle andre faglige områder.

Alligevel er det udbredt at snakken om talent fylder meget mere end snakken om læring, når talen falder på kunstneriske udtryk og kropslige kompetencer.

Hvis man egentlig ikke tror at musik er noget der kan læres, vil man naturligvis aldrig for alvor prioritere musikalske læreprocesser og tid til disse, men hellere bare beundre de dygtige.

Gammeldags musikundervisning i denne ånd bestod i høj grad af at sortere "brummere" fra, så koret lød godt. (Moderne undervisning af denne slags kalder det musical og lader brummerne sy kostymer)

3. Myten om at nogle kompetencer er mere personlige end andre

De fire regnearter giver man ikke børn plads til at vælge fra eller til.

Hvis lille Lise føler sig mere som en plustype end en minustype og derfor gerne vil undgå at trække fra, vil man fra skolens og forældrenes side trække på skuldrene og mene at hun muligvis tager regnearterne lidt for personligt.

Til gengæld er det almindeligt i vores kultur at man skal skånes fra at udvikle og nuancere sin stemmeklang eller sin måde at bevæge sig på, da det er personlige kompetencer.

Det er vanskeligt at drive undervisning på de områder som man definerer som mere personlige end andre, fordi vi jo netop har inviteret de stærke identifikationer på banen som kan gøre ny læring til en truende, frustrerende og grænseoverskridende oplevelse.

Hvis man tænker at et fagområde består af kompetencer som er mere personlige end andre kompetencer, vil undervisning altså blive præget af berøringsangst - og evaluering vil måske ligefrem blive betragtet som uetisk.

Alle kompetencer er nøjagtigt så personlige som vi vælger at tage dem.

Og set fra elevside: De kompetencer man vælger at tage mest personligt, vil man få sværest ved at udvikle og nuancere.

Kort sagt:

3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser: 



Myten om talent

gør undervisning ligegyldig

gør evaluering meningsløs

og gør forberedelse overflødig



Myten om bløde værdier

gør undervisning upræcis og tilfældig

gør evaluering umulig

og gør forberedelse til en hobby




Myten om personlige kompetencer

gør undervisning berøringsangst

gør evaluering uetisk

og gør forberedelse til en privatsag