Refleksioner over krænkbarhed

Som 9-årig boede jeg med mine forældre og min 5-årige lillesøster på landet i Vestjylland. 

I nærheden boede et ældre ægtepar, som rigtig godt kunne lide at få besøg.
Kvinden ville gerne snakke og spise småkager og manden ville rigtig gerne lege, grine og havde også rigtig meget lyst til at røre ved de kvinder og piger som han var i nærheden af. Så vi sad ofte med vore småkager på skødet af ham, mens han kildede os eller strøg os på lårene

Jeg er mine forældre dybt taknemmelig over deres tilgang til dette scenarie. Især min mor, som jo var vores kvindelige rollemodel, og som også var den der talte mest konkret med os om det.

Hun gjorde os nemlig opmærksom på at manden var meget glad for kvinder og piger og at han derfor godt kunne blive så optaget af at hygge sig med dem, at han glemte at holde øje med om de også hyggede sig ved det. Derfor skulle vi huske at holde øje med denne grænse selv og vi skulle huske at bede ham give slip, hvis han rørte ved os uden at det var rart. Og vi skulle altid gå hjem når vi fik lyst til at gå hjem.

Hun gjorde ikke på noget tidspunkt vores seksualitet til et særligt sart område eller gjorde manden til et monster, som vi skulle holde os væk fra. Hun placerede ham i et sammenhængende verdensbillede, hvor vi ikke realistisk kan regne med at alle mennesker altid har overskud og overblik til at behandle  os med respekt for vores integritet, og at vi derfor ofte selv må sætte denne grænse - både fysisk og på alle mulige andre områder i forskellige magtrelationer.

På denne måde viste hun både tillid til vores evne til at passe på os selv og vores integritet, samt til naboens villighed til at lytte til vore signaler, når blot vi gjorde dem lidt kraftigere end normalt.

Og hendes tillid fik ret. Der kom aldrig til at foregå noget ubehageligt når vi besøgte manden og hans kone.

Jeg husker også andre sådanne oplevelser fra min barndom, som jeg i den sidste tid er blevet dybt taknemmelig over. Min mor kom nemlig jævnligt hjem fra landsbyen og fortalte om små hændelser med mænd der havde taget hende på ballerne eller sagt seksuelle bemærkninger til hende. - Hun bad dem typisk lade være, -og hvis de blev ved, fortalte hun det til deres koner. - Men hun fortalte først og fremmest aldrig om det som noget der på nogen måde var skamfuldt for hende selv og hun nævnte aldrig udtrykket krænkelse i forbindelse med disse hændelser.

Og det er måske blandt andet disse oplevelser jeg kan takke for, at jeg ikke synes jeg har oplevet egentlige seksuelle krænkelser i mit liv. - For det er ikke fordi jeg ikke har oplevet mænd, der overskred seksuelle grænser.- Jeg har bare ikke oplevet det som krænkelse af mig, eller som noget skamfuldt for mit selvbillede. Og det har jeg tænkt meget over i den sidste tids snak om overgreb og krænkelser.

Der kan tilsyneladende godt foregå et fysisk overgreb mod mig uden en tilhørende oplevelse af krænkelse. 

Jeg tror vi alle kender til overgreb uden krænkelse. F.eks. er det de færreste der føler sig krænket ved at blive stukket af en myg eller en hveps, selvom det jo klart er overgreb og helt uden samtykke.

Og for mig ligger grænsen for hvornår jeg oplever krænkelse i forbindelse med fysiske overgreb tilsyneladende højt. Jeg tror en mand skal have en form for magt over min bevidsthed, før jeg vil føle en decideret krænkelse ved hans handling.
Han skal altså have væsentlig højere bevidsthed end en myg.

Til gengæld har jeg et andet krænkelsespunkt. 

Jeg føler mig dybt krænket, når jeg møder uærlighed, fortielser og løgn omkring mig.
Når nære relationer ikke viser mig den tillid at jeg vil kunne rumme dem som de er og derfor giver mig et fordrejet billede af hvad der foregår i dem.
Så oplever jeg det som en fornedrelse af hele min person og hele min krop. Og jeg oplever at blive misbrugt som menneske.
Og selv folk som jeg ikke troede kunne true mit selvbillede, kan komme ind under huden på min sårbarhed ad denne vej og give mig søvnløse nætter.

Og fordi det er et krænkelsesområde er det også klart det område hvor min fordømmelse af andre mennesker er størst og min tilgivelse sværest. Jeg har virkelig svært ved at forstå hvordan folk kan svigte på netop det punkt, og hvorfor de ikke kan se hvor alvorlig en krænkelse af mig de har gang i, når de ikke orker at involvere mig i hvad de handler om eller at overholde den ærlighedsaftale, jeg troede vi havde lavet.

Så jeg forstår godt at krænkelse er en meget reel oplevelse, når det optræder. Og bilder mig bestemt ikke ind at det er noget man bare kan vælge ikke at opleve.
Og jeg synes det kunne være spændende at få hul på flere versioner af hvordan vi hver især er "krænkbare" og "ukrænkbare"og hvad vi måske kunne lære om os selv og den kultur vi har skabt, af at høre denne slags historier fra hinanden.
Personligt ville jeg rigtig gerne lære at være mere realistisk i mine ærlighedsforventninger, bedre til at sikre mine grænser og mere tilgivende overfor mine "krænkere" på det område.
Og så vil jeg gerne sige tak til min mor  for hendes bidrag til min høje smertetærskel for krænkelse på det seksuelle område.